ET FOREDRAG OM MALERI OG ANDEN KUNST

Jeg er blevet inviteret – sammen med Anders – til at sige noget om mit kunstsyn og mine værker.

Indtil nu har jeg kun sjældent udbredt mig om mine værker. Min holdning er normalt, at billedet skal kunne tale for sig selv. Jeg er således ikke tilhænger af trenden, hvor et lille bitte billede behøver otte siders forklaring.

Nu vil jeg ikke desto mindre give en guided tour rundt i nogle af mine billeder. Undervejs vil jeg så snige lidt ‘kunstfilosofi’ ind.

I programmet bliver vi præsenteret som kunstmalere – hvilket vi unægtelig er- men maleriet er ikke det eneste medie, jeg bruger – udover tegning anvender jeg også medier som foto og computergrafik. Mere herom senere.

Som maler er jeg stort set selvlært, bortset fra et par korte kurser. Jeg lever ikke af mine billeder, men jeg kan ikke lade være med at lave dem alligevel. Skulle der være nogen købelystne, kan salg selvsagt aftales efter foredraget.

Jeg altid har tegnet, men begyndte først på maleriet for ca. otte år siden. Selv om maleriet ifølge nyere kunstteori har været dødt indtil flere gange, synes jeg det var tilpas livskraftigt til at jeg måtte forsøge mig.

Til forskel fra tidligere er maleriet nu en blandt mange måder at formidle indtryk i farver.

Jeg så for nyligt, at en dansk kunstner havde valgt at brænde sin malerier, fordi han “følte sig alt for tynget af traditionen”. Alle kendte medier har – sjov nok – en tradition. Maleriet har blot en længere tradition end “opkomlinge” som fotografi og elektronisk billedbehandling.

Maleriets traditionen har dog påvirket mig på den måde, at maleriets status som ophøjet “ægte kunst” gjorde, at jeg var længe om at komme i gang med maleriet. Og så er der det faktum, at blyant og papir er en del lettere at gå til. Ikke at det er nemmere at lave en god tegning end et godt maleri. Blot er remedierne til en sort-hvid tegning færre og lettere tilgængelige. Jeg tegner forsat meget og ser tegning som en forudsætning for mit maleri, bl.a. forstået på den måde at jeg altid optegner mine billeder inden jeg begynder at male.

Da jeg aldrig har interesseret mig synderligt for såkaldt abstrakt / nonfigurativ kunst – kastede jeg mig naturligvis straks over det figurative maleri, da jeg fik taget hul på maleriet.

Jeg har medbragt et af mine aller tidligste malerier, kaldet “Den rare Onkel” til bage fra 1992-93. Det er malet efter fotografisk forlæg (sort/hvid foto).

Jeg mener fotografier kan være en udmærket inspiration eller idé til billeder. Eksempelvis her hvor det meget interessante emne hypnose eller suggestion kan suppleres af den giftigt grønne baggrund, der er tænkt som et symbol på “Den rare Onkels” noget giftige sindelag – det slange-agtige. Ellers er det mest et tidligt forsøg med hvad man kan med farver og lærred.

Jeg har senere bevæget mig inden for samme motiv verden bl.a. i serien “det store nummer” hvor en tryllekunstner for manet interessante ting op af hatten. [Det store nummer er der dog ikke med i dag]

Jeg har siden den spæde begyndelse fortsat med det figurative. Bortset lige fra en kort abstrakt periode i 1994-.

Den korte abstrakte periode kom, da en anden maler foreslog mig i det mindste at prøve. Det gjorde jeg så – pligtskyldigt – men jeg undlader at vise resultatet. Jeg synes, det er mig umuligt at udtrykke noget som helst alene med form og flade. Abstrakt reflekteren eller ren æstetik egner sig nu engang bedst til tæpper og badeforhæng.

Så jeg kom hurtigt tilbage til det figurative.

Fra perioden umiddelbart efter det abstrakte har vi her “Langtrukkent selvportræt” – som i øvrigt fandt nåde hos Den Fri’s censurkomite i 1994. Her er så malet efter levende model – nemlig mig selv – spejlet i en forkromet termokande.

Selvportrættet er en efterhånden blevet en klassisk disciplin i kunsten, så det måtte jeg prøve kræfter med.

Det er et meget godt eksempel på, hvad maleriet kan, som fotografiet ikke kan. Fotografisk kunne man måske nok opnå forvrængningen, men ikke teksturen – dels fra masonitpladen, dels fra malingen, som ligger ret tykt sine steder. Processen maleri er også meget umiddelbar, idet man så at sige kommunikerer direkte med farver og lærred. Anderledes er grafik og foto, der skal gennem forskellige processer, før man har et fysisk resultat. Maleriet har således ingen proces mellem sig og maleren.

Maleriet er i det hele taget en meget fysisk ting, der både lugter og sviner. Herligt. Og så kan maleriet give et billedet en tekstur, man ikke opnår med andre medier – et tykt farvelag og et groft lærred er i særklasse.

Selve forvrængning stiller interessante spørgsmål i retning af, hvad der skal til for at billede “ligner”.

Det er jo ofte det krav vi stiller til et portræt: det skal ligne. Dette billede “ligner” ikke på samme måde som et guldaldermaleri af f.eks. Jens Juels portrætter gør. Det ligner heller ikke på samme måde som et pasbillede. Ser Ole sådan ud? åbenbart – når han spejler sig i termokande. Selv om der ikke er tale om fotografisk realisme, synes jeg det ligner mig meget godt – i en seks år yngre udgave.

Som bekendt ligner ordet maleri heller ikke et maleri. Men det vil nok føre for vidt at køre videre ud ad dén tangent.

Den klassiske disciplin selvportræt har under alle omstændigheder givet noget at spille bolden (eller penslen) op ad – uden at traditionen har virket tyngende. Nærmest tværtimod. Traditionen har inspireret.

En anden klassisk inspireret ting ser vi her: “Den knap så kvikke kanin”, som er inspireret af kalkmalerier. Den er en del af en serie, hvortil også hører “Den fromme Kanin” og “Kaninen og Spilledjævlen”. Selv om den er en kanin, er den såre menneskelig: den går døv og blind efter guleroden og ænser ikke knokkelmanden. Og de onde ler.

Endnu et eksempel på, at man kan ting og sager med maleriet som man ikke kan med foto. Man ville nok kunne noget af det samme i en tegning, men den ville så – antagelig – mangle formatet og være alt for langt fra forlægget kalkmalerier. Ideelt skulle det naturligvis være malet på en mur, men jeg havde ikke lige én til overs.

Som kuriosum kan jeg lige fortælle, at det er lavet i kanintiden, hvor min overbo i atelieret, Merethe i samme periode bl.a. også malede kaninbilleder – uden at vi havde nævnt det for hinanden. Der er en tid til kaniner og en tid til kander.

Som man kan se kommer inspirationen mange steder fra: det kan være fotos, spejlinger traditionelle billeder.

Et mere spøjst eksempel på inspiration er disse små billeder: “Drukbilleder”. Man ser straks, hvorfor de hedder som de gør.

Historien er den, at hele Atelier Nygård skulle lave en fælles udstilling til kulturnatten sidste år med titlen “25 x 30” – hvilket var det format de respektive billeder skulle have. Altså en bunden opgave f.s.v. ang. formatet. Desuden skulle hver enkelt maler fire billeder i lavformat i de givne mål. Dette er så de første billeder jeg lavede i det format, oprindeligt tiltænkt kulturnatten.

Som man har kunnet se af de tidligere eksempler, har jeg altid arbejdet i noget større formater end det.

Imidlertid viste formatet sig så anvendeligt, at jeg ikke blot producerede denne serie på fire , men endnu en serie til selve udstillingen samt sportsbilleder . Sportsbillederne er faktisk udsolgt, så dem kan jeg ikke vise i dag.

Selv blev jeg ret begejstret for at arbejde i serier, hvilket også var en del af konceptet for 25 x 30. Her er det lille format velegnet, da man nemt kan arbejde med mange små billeder på een gang. Desuden er alle 25 x 30-billederne malet i akryl, hvilket tørrer hurtigere og dermed forkorter processen gevaldigt selv om man arbejder med mange lag. På det tidspunkt var det nyt for mig, at male akrylbilleder. Før havde jeg alene anvendt akryl til at opridse og undermale mine oliebilleder.

Drukbillederne er dels inspireret af utallige studieture ud i det københavnske natteliv dels inspireret af forrige århundredes opbyggelige billeder og litteratur om dydens smalle vej. Og ikke mindst ‘The fatal glass of beer’ Som altid er det sjovere at fabulere over forfaldets brede landevej en dydens smalle sti. Bare se på djævlene hos Den knap så kvikke kanin…

Fælles for mine billeder er, at uanset inspirationskilden går jeg altid i gang med målet klart for øje. Det kan godt være, at billedet ikke bliver helt som jeg havde forestillet mig, men retning er klart afstukket. Jeg pladrer ikke bare løs for at se hvor processen ligesom fører billede hen og flyder med strømmen, du ved.

Mine billeder plejer at tage lang tid at få færdige. De fleste bygges meget klassisk op med skitse – tegnet i kul eller blyant, (monokrom) undermaling til at definere kys og skygge; derefter males så lag på lag. Et billede – især hvis det er olie – kan tage på måneder og år. Selv når jeg anvender den hurtigtørrende akryl, er bilederne bygget op af mange lag.

Efterhånden som arbejdet skrider frem, kan være nødvendigt at omarbejde farvevalget: billedet kan være blevet for kulørt, få for meget eller for lidt kontrast osv. Eller farveskalaen passer måske alligevel ikke helt til motivet. Kort sagt billedet kan svare igen under vejs

Og så er man i visse tilfælde simpelthen nødt til at lade billedet hvile et stykke tid, før man kan komme videre. Når et billede ikke makke ret, men heller ikke er helt klar, ryger det lidt på stand by. Når jeg ikke lever af at sælge mine billeder, gør det knap så meget at de er længe under vejs.

I modsætning til computerbilleder er der ikke nogen fortryd-funktion, så hvis man har presset et billede lidt for langt er der ret ærgerligt. det er praktisk talt umuligt at gå tilbage til et af billedets tidligere stadier. Man tror, at NU er den der og så — lige lidt skævt. Så står man der og tænker: du skulle vist have stoppet i forgårs. æv.

Indimellem trænger man til hurtige resultater, når man har gået med et maleri i måneder.

Jeg har derfor for afvekslingens skyld også taget en par fotos med fra serien “Det svære Valg”. Det er et eksempel på, at man kan anvende en avis til andet en adspredelse i frokostpausen og fiskeomslag. Det er på sin vis inspireret af 50’er beatnik traditionens cut-up teknik, hvor man tager en tekst, klipper den i stykker og sætter den sammen på en ny og anderledes måde. Det er en del af en serie, hvor forskellige personer skygger for henholdsvis over- og underansigt med den selvsamme avis.

Oprindeligt er der tale om polaroidfotos, så resultatet minder en del om automatfotos som man kender det fra pasbilleder. Hurtig resultat, grelle farver. Så ikke nok med at det går hurtigt at fotografere – det tager også kun et minut at få billedet klar.

Man kan jo så også filosofere lidt på, hvorvidt et foto “ligner” – bl.a. er det en todimensionel gengivelse af flerdimensionelle objekter. Og ligner det nu personen på billedet? Ligner det Nyrup? Der har fotoet så arvet maleriets begrænsninger i så henseende.

Man kan vist alligevel sige at, at maleriet som form er mere “givet”: farve på lærred, eventuelt tilsat noget tekstur i form af objekter, grus eller lignende. Og så op at hænge lodret på en væg.

Maleriet er beregnet til hænge og være unikt. Fotos kan reproduceres. Og transporteres let. Man kan selvfølgelig også reproducerer malerier fotografisk – hvorved en del går tabt. Nogle ideer passer bare bedre til visse medier.

Jeg går således og pusler lidt med en ide om noget plakatkunst, idet jeg tror jeg har et emnet, der er velegnet til det.

Desuden har jeg lavet nogle ting specielt til internettet, som kun “lever” på hjemmeside, men ikke er – og ikke bliver – reproduceret i fysisk form. Internettet er desuden et medie, der når ud til de mange – modsat det maleri, man sælger til en privatperson. Ikke at det generer mig at sælge malerier til private, men jeg kan også godt lide at komme ud til de mange. Her er Nettet godt for de af os, som ikke er modne til at hænge på Statens Museum for Kunst.

Afslutningsvis et par malerier mere: Her er et eksempel på et af de nyeste værker: “Skeletter” Inspireret af mexicansk kunst og kalkmalerierens dødedans. Stadig en serie, men nu er jeg gået lidt op i format i forhold til 25 x 30 – ikke så meget men dog nok til at man kan gå lidt mere i deltaljen.

Selv om de er døde, er de ret livlige, kan man se – ligesom de mexicanske billeder med skeletter. Samtidig i tråd med kalkmaleriernes påmindelse om jordelivets forgængelighed.

Figurativt, javel, men næppe hvad man til daglig forstår ved realisme. Ikke desto mindre ender vi alle som skeletter en gang, det er ganske vist – så lad os håbe det bliver lige så festligt som her – og her ender mit foredrag for nu.